Info om Tranekær

Tranekær Slot ligger højt på sin borgbanke, omgivet af vand og synlig for alverden. Dele af Tranekær Slot blev opført som en forsvarsborg allerede omkring 1200. De tre meter tykke mure kom til i 1300-tallet, så kanonkugler ikke kunne trænge igennem murene. Tranekær har tilhørt slægten Ahlefeldt-Laurvig i knap 350 år. I Slotsmuseet, som ligger lige overfor slottet, kan man se inventar fra slottet, og her fortælles borgens og slægtens historie, og der er også en spændende udstilling om herregårdsvask.
Tranekær Slotspark omgiver slottet. Den er på omkring 150 tdr. land og en af Danmarks største parker med mange sjældne træer. Parken blev anlagt i engelsk, landskabelig stil i midten af 1800-tallet. Der er sket flere ændringer siden da, men den landskabelige park udviklede sig på fornemmeste vis i 1990-erne med TICKONs spændende skulpturer.

I den gamle teaterbygning, foran slottet, finder man et anderledes museum - souveniermuseet Souvenariet. Lige ved siden af, i den gamle hestestald, kan man sætte sig ind i en af de gamle hestebokse og nyde kaffen eller et måltid mad i Restaurant Herskabstalden.
For enden af den smukke allé, der afslutter Tranekær by i nord, ligger den gamle slotsmølle. I dag er møllen indrettet som museum og der males hver sommer hvede på samme måde, som man gjorde det før i tiden. Gå også en tur gennem den smukke slotsby Tranekær, hvor næsten alle husene er opført til slottets ansatte.


Tilbage...